Søk i persondatabasen



Søk på dette nettstedet


Vincents Joachim Hahn[1]
Mann 1632 - 1680


StartsideStartside    SøkSøk    Skriv utSkriv ut    Legg til bokmerkeLegg til bokmerke

Personlig informasjon    |    Notater    |    Kilder    |    Alle    |    PDF

  • Fødsel  22 Des 1632  Hinrichshagen Finn alle personer med hendelser på dette stedet 
    Kjønn  Mann 
    Død  25 Jan 1680  København Finn alle personer med hendelser på dette stedet 
    Person ID  I583  Kaas | Hahn
    Sist endret  18 Jan 2008 

    Familie  Sidsel Kaas (sparre),   f. 26 mai 1645, Egede Finn alle personer med hendelser på dette stedet,   d. 05 Sep 1667, København Finn alle personer med hendelser på dette stedet 
    Gift  9 Jan 1662  [2
    Barn 
     1. Sophie Amalie Hahn,   f. 25 Mar 1664, Seekamp? Finn alle personer med hendelser på dette stedet,   d. 24 Mar 1722
    Sist endret  27 Des 2010 
    Famile ID  F286  Gruppe-skjema

  • Notater 
    • til Hjortespring, Geheimeraad, Overjægermester.

  • Kilder 
    1. [S14] Slægten Reventlow, (www.reventlow.dk/).

    2. [S205] Personalhistorisk tidsskrift (dansk).
      Rekke 1 - bind 5.

Vincents Joachim Hahn

Fra Personalhistorisk tidsskrift bd. VI s 485

Hahn, Vincents Joachim,1632-80, Hofembedsmand.
Christoph H. til Hinrichshagen og Remplin, af en gammel og anset meklenborgsk Slægt, der siden 1469 indehavde Arvelandmarskalsværdigheden i Landet Stargard, faldt 1635 under Forsvaret af Hinrichshagen mod et Strejfkorps; hans Enke, Catharine Blücher, flygtede med sine 2 smaa Børn, Otto Friedrich (død ung) og Vincents Joachim (født 22. Dec. 1632), til Rostock og der fra o. 1638 til Danmark, da Krig og Hungersnød næsten lagde hendes Fædreland øde. En Ungdomsven af hendes Ægtefælle, Peder Brockenhuus til Nordskov i Fyn, tog sig kjærlig af de flygtende, og da V. var bleven voxen, forestillede han ham for Frederik III, der syntes godt om Ynglingen og 1649 lod ham rejse til Dresden for ved det sachsiske Hof at lægge sig efter Jagtvæsenet, for hvilket han røbede særlig Tilbøjelighed. Efter flere Aars Ophold hos Kurfyrst Johan Georg I vendte H. tilbage til Danmark; saa vel den danske Konges Yndest og Omhu for hans Uddannelse som den Omstændighed, at han intet ejede i Meklenborg, da hans Faders Bo havde vist sig insolvent, gjorde det naturligt, at han søgte sin Lykke her. 1656 sendte Kongen ham atter til Dresden, men da Kurfyrsten, af hvem H. havde modtaget Udnævnelse til Kammerjunker, døde i Okt. s. A., besluttede han at se sig om i Italien og Frankrig, i hvilken Anledning han søgte Kongen om Forhøjelse af sin «Pension»; men den 1657 udbrudte Krig mellem Danmark og Sverige gav hans Planer en anden Retning; han vendte hjem for at kæmpe i den danske Hærs Rækker, traadte ind i Kongens Livregiment som Kornet og tog Del i Krigen saa vel i Skaane som Laaland. Ved Krigens Slutning var han Major ved Ebersteins Regiment.

Imidlertid maa han have forstaaet at sætte sig fast i Kongens Yndest; thi i Jan. 1661, altsaa lige fyldt 28 Aar, udnævntes han til Overjægermester i Danmark, fra 1663 tillige i Slesvig og Holsten. Den fattige tyske Junker havde saaledes gjort en sjælden Lykke; der fattedes ham kun en rig Brud, og hende fandt han snart i en Jomfru af gammel dansk Byrd, Sidsel Kaas (f. 26. Maj 1645), Datter af Erik K. til Bremersvold og Susanne Sparre. Efter sin 1658 afdøde Morbroder Christen Sparre havde hun arvet Sparresholm og Jomfruens Egede, to prægtige Godser, der nok kunde friste en Mand som H. Den i6aarige Jomfru syntes godt om Overjægermesteren, der imidlertid slet ikke anstod hendes Fader, imod hvis Ønske hun gav Frieren sit Ja. Med stort Tjenerskab indfandt H. sig paa Sparresholm, som den krænkede Fader strax forlod, hvorefter Parret 19. Jan. 1662 holdt Bryllup. Den unge Frue skal dog ikke have været lykkelig ved Samlivet med H., og hun siges at «være falden i urolige Tanker» over at have handlet mod sin Faders Vilje; men -- maaske til hendes Held -- varede Ægteskabet kun 5 Aar, i hvilke hun fødte 5 Børn. Ved en uformodentlig Død bortkaldtes hun 5. Sept. 1667 i Kjøbenhavn.

Med Christian V’s Tronbestigelse oprandt en glimrende Tid for H. Kongen konfirmerede ham strax i hans Embeder, og allerede 1671 fik han Danebrogsordenen. Af de tysk fødte Adelsmænd, som den unge Konge stadig  omgav sig med, havde næppe nogen mere Kongens Naade end H., der bestandig var om ham, ikke alene i Fredens Dage som Overjægermester og som Tilsynsmand ved Hofspisningen og Leverancerne til Hofstaten, men ogsaa i Krigen, da han ledsagede sin Herre saa vel i det Skaanske Felttog som ved Wismar; hans i Farens Tid udviste «infatigable Aktivitet» paaskjønnede Kongen ved 1677 at gjøre ham til Meddirektør for Generalkommissariatet; ja, han overvældede næsten H. med Æresbevisninger: 1678 gav han ham Gehejmeraads Titel og 1679 det blaa Baand.

Men det var ikke alene med Embeder, Titler og Ordener, Christian V overøste sine Yndlinger, han forstod ogsaa at give dem mere materielle Beviser paa sin Gunst, og saadanne bleve i rigt Maal H. til Del. Ikke at tale om, at han fik Portofrihed og Gaver af Tømmer o. dsl., alt saadant var kun lidet i Forhold til de Foræringer af Jordegods, han modtog, og som i Løbet af faa Aar gjorde ham til en af Landets største Godsejere. Efter at H. 1672, formodentlig i Anledning af sit forestaaende andet Ægteskab, havde skiftet med sine Børn, forærede Kongen ham til en Begyndelse Tøbberup Landsby i Kjøbenhavns Amt og ved et saakaldt Mageskifte en stor Del Ryttergods i Tryggevælde Amt. Af Tøbberup, der næsten helt nedlagdes, oprettede H. Hovedgaarden Hjortespring, som han fik tillagt en Sædegaards Rettigheder. Aaret efter kjøbte han af Kongen Abrahamstrup for en Sum, der var betydelig under Ejendommens Taxationsværdi, medens Kongen dog forbeholdt sig adskillige Rettigheder af Gaarden med Hensyn til Værelser i Jagttiden, Staldrum og Foder til Heste, Jagten paa Adelvildt m. v., og 1674 fik han, hvad han tidligere forgjæves havde andraget om, Tilladelse til af Landsbyen Egede at henlægge 72 Tdr. Hartkorn under Hovedgaarden Jomfruens Egede, som han snart efter solgte til Sophie Amalie Moth; ogsaa Sparresholm skilte han sig ved. 14. April s. A. holdt han Bryllup med Ida Hedevig Rumohr (d. 13. Sept. 1681), en Søster til General Frederik v. Arenstorffs Hustru (I, 321), og fik med hende en Medgift af 14000 Rdl.

Ved heldige Mageskifter erhvervede H. det til Abrahamstrup hørende Bøndergods, der var udlagt til Ryttergods, og 1677 gav Kongen ham nyt Skjøde paa Abrahamstrup, hvorved de omtalte Forbehold i det tidligere Skjøde ophævedes; samtidig fik Gaarden til Ære for sin nye Herre Navnet Jægerpris. H. ansaa nu dette Gods for sin Hovedejendom, og han virkede ikke lidet her i de faa Aar, han besad den; han opførte forskjellige Avlsbygninger, anlagde Haver og oprettede en ny mindre Ladegaard, men mod sine Bønder var han en stræng Herre. Imidlertid maa Kongen have faaet Lyst til igjen at faa Raadighed over Jægerpris, i hvilken Anledning han 1679 indledede Forhandling med H. om at kjøbe Gaard og Gods; H. lod da opsætte en Vurdering, i hvilken Godset ansattes til o. 32000 Rdl. og Gaarden, som han for 5 Aar siden havde givet 6000 Rdl. for, til o. 33500 Rdl. Kort efter fulgte H. Kongen paa Rejse til Holsten, og i Pinneberg blev Sagen afgjort; først skjænkede Kongen H. det slesvigske adelige Gods Seekamp med Mejerigaarden Holtenau og tilliggende Bøndergods m. v. som arvelig Besiddelse for ham og hans Efterkommere, efter hvis Afgang det skulde falde tilbage til Kronen, og faa Dage efter opnaaedes Enighed om Salget af Jægerpris, i hvis Vurderingssum Overjægermesteren, vel som Erkjendtlighed for den kongelige Gave, slog o. 6000 Rdl. af. H. havde ganske vist forbedret Gaarden i nogle Henseender, men Skovene skal han uden Skaansel have forhugget.

H. stod nu paa sin Lykkes Tinde; Aaret 1679 havde set ham smykkes med Elefantordenen og set hans Rigdom forøges i en mærkelig Grad; da maatte han forlade det alt sammen; efter kort Tids Sygdom døde han i Kjøbenhavn 25. Jan. 1680, i Maaned over 47 Aar gammel, og stededes til Hvile i Roskilde Domkirke.

H. har ikke noget godt Eftermæle i Danmark; fra gammel Tid af har han været nævnt blandt dem, der styrtede Griffenfeld, og det næppe med urette; thi faa Aar efter H.s Død omtales det i en Indberetning af den daværende svenske Gesandt i Kjøbenhavn. Man har været tilbøjelig til uden Skaansel at fordømme de Mænd, der hørte til denne Kreds, især fordi de for en stor Del vare Udlændinger; men selv om deres Handlemaade ved denne Lejlighed havde de ordærveligste Følger for Danmark, udelukker dette dog ikke, at de i andre Henseender kunne have vist sig deres Konges Tillid værdige; at fælde dem alene paa Grund af deres fremmede Fødsel sømmer sig ikke for en upartisk Historieskrivning, allermindst anvendt over for en Mand som H., hvem Skæbnen alt i hans Barndom havde ført til Danmark. Hvorledes H. har røgtet sine Embeder, især da det ansvarsfulde som Medlem af Generalkommissariatet, er det nu vanskeligt at danne sig en Mening om. Nogen betydelig Mand har han næppe været, men han var sikkert en uforfærdet Officer; «ich habe mich nimmer in der Welt vor etwas gefürchtet», vare hans egne Ord, da han laa paa sit Dødsleje. Hans egentlige Betydning, men netop den, der vanskeligst lader sig paavise, laa i hans Stilling som Kongens stadige Omgangsfælle og Yndling, og som saadan har han haft stor Indflydelse paa Kongen, en skadelig Indflydelse, mente mange, som derfor glædede sig over Yndlingens tidlige Død. Det taler unægtelig ikke til Fordel for H.s Karakter, at han med en saa umættelig Havesyge benyttede sig af sin Herres Godhed, og hans Optræden ved sit første Giftermaal viser os ogsaa en Mand, der skød alle Hensyn til Side for at tilfredsstille sin Begjærlighed. Nogen egentlig Sympathi faar man, efter hvad der hidtil kjendes til H., ikke for hans Person, og det gjør ham ikke mere tiltalende, at hans tidlige Død var foraarsaget ved overdreven Nydelse af Vin.

H.s mandlige Efterslægt uddøde snart med hans eneste efterlevende Søn, Alexander H. til Seekamp og Hjortespring; gjennem sin Datter Sophie Amalie, der var gift med Grev Conrad Reventlow, blev H. Bedstefader til Frederik IV’s anden Dronning.

Leth, Ligpræd. ov. V. J. H., 1680.
Univers. Progr.
Danske Herregaarde IV: Jomfruens Egede.
Ann. f. nord. Oldkynd. og Hist. 1855, S. 232 ff.
Lisch, Gesch. des Geschl. Hahn III, 283 ff.

G. L. Wad.
s. Hack.">